De sidste år
Isidoro var efterhånden blevet nationaliseret her i landet, skønt han stadig bevarede sydlændernes præg. Heftig var hans stemning og tillige vekslende, hvad der mer og mer kom til syne i de sidste afsnit af hans liv, da han fik tiden til sin egen rådighed.
Han oplevede at se sønnen blive teologisk kandidat og senere kateket i Maribo, skønt det ikke ganske tilfredstillede ham, da han havde drømt om at se ham som sognepræst, hvad han dog ikke skulle opleve.
Den tid var længst forbi, da Isidoro var med til at spise de grå snegle, der af spanierne blev stegt i skallerne og fortæret med salt og peber. Alderdommen med den skrøbeligheder var kommen; thi tiden er en stedse rindende strøm, der i nord som i syd fører ud til det store hav.
Hans sidste dage blev tunge og svære. Dog kom der endnu ligesom et lysglimt over hjemmet, da en datterdatter, Marie Oberbech, kom i huset. Hun voksede sig ind i den gamle mands hjerte. Hun blev lige som så mange af hans egne børn, sendt i Kerteminde skole. Hans omsorg og kærlighed for dette barn var rørende. Hun var også som en solstråle i huset, og det kunne i sandhed behøves
Isidoro havde ofte om sommeren haft et sygdomsanfald, som næsten regelmæssigt vendte tilbage. Det ytrede sig med stor uro og søvnløshed. Hans utilbøjelighed til at bruge læge eller indtage nogen som helst medicin bidrog måske også til at forværre ondet.
Denne tilstand varede i omtrent 4 år. Isidoro var i den tid i høj grad et billede på en melankoliker og ville ikke nyde andet end smørrebrød og vand, men sad hensunken i tungsindig smerte.
Vi haster mod enden af et liv, som begyndte i Spanien og endte i Danmark. Et liv, som på underlig måde blev omtumlet, men tilsidst kom til hvile og ro. De kom et havblik i hans liv, og udgangen blev stille og rolig. I foråret 1859 fik han lungebetændelse, som gjorde ende på hans liv med dets sorg og smerte.
Han blev kaldt bort den 23. juni 1859 og blev begravet på Viby kirkegård. Isidoro var kommen til hvile i graven, og sognepræsten i Viby talte de sidste ord over ham.. Hans grav på kirkegården findes ikke mere. Ved omlægning af kirkegården blev graven jævnet med jorden.
Alle fem sanser beholdt han til sin død. Hår og skæg var endnu til stede i hele sin fylde, skønt de næsten var hvidt. Da man bar ham til graven, havde han endnu alle sine tænder på een eneste nær.
Fortsæt