På pension
I slutningen af 1838 tilstødte der Isidoro et uheld. Han var beskæftiget med at afveje humle og kom derved til at stikke sig på bismerkrogen i den højre hånds ene finger. Han agtede ikke derpå og anså sagen for en ren bagatel. Men efter nogle dages forløb svulmede hele armen op. Da lægen kom, erklærede han det for en alvorlig blodforgiftning. Der blev skåret i hånden, og det endte med, at han efter et langt sygeleje mistede brugen af hånden, så han fra 1839 måtte fratræde sin plads som kammertjener, da han ikke mere kunne varte op. Kammerherren tilstod ham fuld pension efter 30 års tjeneste og lod ham beholde alle emolumenter.
I august 1808 mistede han sin stilling som husar ved et stærkt benbrud og blev derved tilbage i landet. Omtrent 30 år efter mistede han sin plads ved at stikke sig med en bismerkrog. Isidoro vand den anerkendelse, at fik Landhusholdningsselskabets 5. sølvbæger, se
Fyns Stifts Avis
nr. 44 for 1840 og
hr. Wismars digt
dateret Langesø den 22. marts 1840. Tidens ejendommelighed var den dybe kløft mellem over- og underklassen.
Nu var altså Isidore frigjort fra sin virksomhed på herresædet. Han kunne nu ret tilfredsstille sin rejselyst, om jeg ikke hellere skulle kalde det vandrelyst, thi han gik næsten altid i en egen gangart, halv gåen og halv løben. Han plejede at sige, at han på den måde havde tilbagelagt 2000 danske mil til fods.
Den spanske husar var blevet forvandlet til fodgænger, da han ikke mere kunne ride. Han rejste ofte til København. Han kunne altid få audiens hos Kristian den 8. gennem kammerherre Bülow.
Han syntes at være hans velynder som senere hos Frederik den 7. Han gik aldrig tomhændet fra disse besøg. Måske var det derfor, han holdt så meget af at gentage dem.
Men udbyttet af disse kongelige besøg gavnede ham ikke stort. Han forsynede sig med noget tøj til hjemmet, noget te, sukker og chokolade til huset, men resten af tingene forsvandt altid på en for ham ubegribelig måde.
Fortsæt