Kontakt til Spanien
Fra Spanien havde han i disse mange år intet hørt. På Scheelenborg, der også lå på Hindsholm, tjente en anden spanier, der var bleven her i landet efter spaniernes flugt, som kammertjener hos baron Juel-Brockdorff. Han hed Spinoza, og han tænkte stadig på at vende tilbage til fædrelandet, og fristede Isidoro til at gøre turen med. Han kunne, mente han, jo altid senere vende tilbage til Norden.
At hustruen betragtede denne hendes mands landsmand med de lynende øjne, Spinoza, som en fæl lokkedue, behøver ikke nogen forklaring; thi han ville jo, efter hendes opfattelse, berøve hende og børnene deres forsørger.
Spinoza satte omsider sin plan om tilbagerejsen i værk, idet han købte sig en hest og en vogn, læssede sine sager på vognen og således ville foretage hjemrejsen.
På vejen kom han forbi Hverringe, og gjorde endnu et forsøg på at få Isidoro med. Et forsøg, som dog ganske mislykkedes.
Hvad der blev af den bortrejste, er aldrig senere oplyst. Et løfte, han gav om at sende brev, blev aldrig indfriet.
Omsider indtraf et brev fra Spanien skrevet på fransk. Det var sendt fra Alczar de St. Juan, og besørgeet af Isidoros fire år yngre broder Augustin, fra hvem han var blevet skilt, da han blev soldat.
Brevet gjorde stor opsigt i hollænderhuset; således kaldtes den bolig, der var indrømmet Isidoro med familile. Brevet meldte om en tantes død. Hun havde ved testamentarisk bestemmelse indat Isidoro til eneste arving. Der spurgtes tillige om, hvad han ville, der skulle gøres.
Som svar herpå fik han affattet et skrivelse på fransk, hvori det udtaltes, at hvad der var af rede penge og værdipapirer ønskedes straks sendt gennem gesandtskabet og resten kunne sendes, når realisation af ejendommene havde fundet sted. Tanten ejede nemlig et sted i byen og tillige en landejendom udendofr på La Manchas stenede højslette. Den ved testamentet givne gave var så meget mærkeligere, som Isidoro ikke engang havde taget afsked med hende, da han forlod sin fødeby. Dog havde hun tænkt så kærligt på ham, der levede i det fjerne Norden.
På denne anvisning på forsendelsesmåden fulgte nu det svar, at testamentet tillige indeholdt den klausul, at Isidoro i hvert fald selv skulle komme at hente sin arv. Da han hverken kunne eller ville gøre dette, døde sagen hen. Ethvert forsøg, der senere blev gjort, var uden resultat. Der blev dog gjort store anstrengelser gennem den spanske chargés d'affaires for at blæse liv i denne forkludrede sag. Ingen oplysning om, hvor tingene var blevet af, kunne erholdes, og det hele endte i mørke.
Fortsæt