Dagligliv på Hverringe
Livet gik under Isidoros forskellige beskæftigelser med at dyrke jorden ved huset og med hans pligter som kammertjener, sin rolige gang. Forskellige rejser foretog han stadig med sin herre.
Hverringe var i de øvre etager bindingsværk, men i kælderen fandtes alentykke mure, som om ma havde villet opføre en stærk fæstning, men manglet midler til at fuldende. Bygningen bestod tre sammenbyggede fløje med en høj stentrappe foran midterfløjen. På den ene sidefjøj var anbragt en klokke med så stærk en lyd, at den kaldende røst kunne høres i Isidoros hjem, når hans herre udenfor de sædvanlige tider ønskede hans nærværelse. Han mente endog på klokknes klag at kunne høre, om der var noget i vejen, eller hvorledes stemningen var.
Når Isidoros herre skændte på ham, var han altid i slet humør; thi spanieren var ærekær og stolt. Der kunne da blive stille i hjemmet. Stilheden blev kun afbrudt af hans 'karuko', der udtrykte hans misstemning.
Da jeg engang spurgte ham, hvad det ord skulle betyde, svarede han, at det egentlig ikke havde nogen betydning i retning af en ed, og at der engang i Spanien var nedsat en komite for at afgøre spørgsmålet om det tilbørlige eller utilbørlige i at bruge dette ord. Komiteen, der bestod af præster og munke, kom til det resultat, at ordet ikke indholdt noget utilladeligt. Forklaringen er dog næppe rigtig, men brugen af 'karuko' var så almindelig, at ordet næppe kunne afskaffes, selv om det blev stemplet som synd.
Ved siden af sin tjenergerning havde Isidoro tillige noget jord. Ikke blot ved huset, men også en humlehave og en grøftevold, som han dyrkede med spaden i sine ledige timer. Denne gerning drev han med så stor flid, at det Kongelige Landhusholdningsselskab skænkede ham et sølvbæger for hans landboflid. Hele det jordareal, som han dyrkede, kunne vel andrage en tønde land.
Om han end forstod at dyrke marken med spaden, kunne han vist næppe have været i stand til, med sine forudsætninger, at drive en hel bondegård. Humle og andre produkter bragte den største indægt. Af erfaringens vej lærte ha, hvorledes disse planter skulle behandles for at vie det største udbytte. Haven var derimod hans hustrus domæne. Hunforstod at pode og opelske god træfugt og havde megen glæde deraf.
Fortsæt