Ægteskab
Året 1819 indgik Isidoro, med kammerherrens tilladelse og under hans garanti med hensyn til fremtidig forsørgelse, ægteskab med Marie Hansdatter. Hun var en fynsk gårdmandsdatter fra Odense og omegn. Hun tjente som sy- og vævepige på Hverringe, hvor hun, ved sit venlige væsen og sin tro pligtopfyldelse, i høj grad vandt sin frues gunst.
Hun vandt også tjenerens hjerte. De blev ægteviede og fik et samliv på 40 år. Det var på den tid ikke til for en udlænding og katolik at få et ægteskab i stand. Isidoro måtte bestemme sig til et skridt, som kostede ham overvindelse, men også ryddede vanskeligheder bort, nemlig at forlade moderkirken og gå over til protestantismen.
Han kunne dog aldrig frigøre sig for det tag, pavekirken og den præsteskab havde fået i ham. Han plejede til trods for, at han gik til Herrens bord i sognekirken, dog atter og atter at skrifte for den katolske præst i Fredericia. Denne var frisindet nok til at tage imod ham, skønt han hørte til de frafaldne. Han hængte altid ved sin gamle kirke, havde sit krucifix, sit mandonnabillede, som han kaldte sin "Mutter Marie", sit ave og sit paternoster (Fadervor).
Det var således ikke ifølge en religiøs overbevisning, at Isidoro sluttede sig til folkekirken, men af rent ydre grunde.
Han var i den henseende opportunist. Den ånd, som på den tid rådede i statskirken, nemlig rationalismnes med dens kulde og ligegyldighed overfor den enkelte, skulle heller ikke bevirke, at præsten i folkekirken tog sig af den enkelte ved e sådan overgang af en simpel mand.
Hvad Isidoros hustru angik, da var hun fuldt ud en troende kvinde. Hendes tro var som den blodsottige kvindes i evangeliet. Der var en kraft ved denne tro, og når hun sad ved arnestedet om aftenen, omgivet af sine børn, og fortalte dem om Kristi liv og navnlig hans undere, når hun sang vore folkeviser med sin klare og fuldtonende stemme, følte hendes børn, at moders røst havde en liflig klang, og kunne fremkalde det bedste, som rørte sig i barnehjertet.
Isidoro var altså kommet i havn. Ægteskabets havn. Som hele Europa var træt af denne megen krigstummel, som havde karakteriseret slutningen af forrige og begyndelsen af dette århundrde, således syntes han, hvis livstegning, jeg giver, også at være kommet til ro, omend en vandrelyst, der var ejendommelig, ikke tillod ham ret at være rolig.
Han fulgte om vinteren sin herre til København, hvor adelen i regelen samledes i nogle måneder. Herved kom Isidoro meget omkring, og da han tog sig godt ud i sit grønne liberi, var adræt og behændig, blev han ofte benyttet, når der, af andre adelige end hans herre blev givet middags- og aftenselskaber. Adelens damer kunne godt lide hans kvikke væsen, og holdt af at høre ham tale sin ejendommelige spansk-danske jargon.
Imidlertid fødte hans hustru ham det ene barn efter det andet. Ialt 4 sønner og 3 døtre. Tre børn mistede han i den yngre alder. Han klagede undertiden over, at børneflokken ikke var nået dusinet, skøn forsørgelsen af dem, han beholdt, undertiden kunne falde vanskelig nok.
Fortsæt