En menig spaniers levnesløb


Det var en lillejuleaften 1809. Man kunne se en mand med fremmed præg om formiddagen begive sig fra apoteket i Kerteminde - apoteket var nemlig indrettet til lazaret - gennem Langgade ad den vej, der fører til herresædet Hverringe, som tilhørte stamhusbesidder Hans Rudolph Juel.

Vandringsmanden var en menig, spansk husar af regimentet Almanza; han var anbefalet til daværende kammerjunker Juel af major Friobe. Mandens navn var Isidoro Panduro, og hvordan det gik til, at han var blevet tilbage, da hans landsmænd var dragne bort, skal her fortælles. Der blev ved besøg på Hverringe knyttet et forhold, der for spanierens vedkommende skulle have store følger og velsignede virkninger; thi den herre, som Isidoro kom til at tjene, var fuldt ud en hædersmand.

Manden med det fremmede sydlandske udseende gik altså ad den vej, som fører til Hverringe, og nåede herresædet. Han var i civil dragt, men havde sin grønne uniform i en vadsæk. Spanieren så mager og udtæret ud, men han havde også ligget på lazaret siden 8. august 1808, dengang spanierne, under marquis Roamana, havde bemægtiget sig Nyborg. Det blev denne mands skæbne for lifstid at være henflyttet fra Malagas varme luft og Hesperiens lunde til det kolde Norden.

Isidoro Panduro var født i alcaza de San Juan den 4. april 1788. Faderen hed Augustin Panduro, og moderens navn var: Anna Dorthea Xemiene.

Byen Alcazar har 7.500 indbyggere og høøre til den ny Trovein Andel Real og den gamle Trovein la Mancha. Det var en meget gammel by, der stammer fra Ny Castilien og senere blev erobret af araberne. alcazar hører til de spanske byer, der gør fordring på at være fødested for forfatteren af den komiske roman don Quijote. Der findes i Alcazar nogle fabrikker, der fremdstiller sæbe, salpeter o.a. Alcazar er midtpunktet i de store endeløse sletter som romanen har gjort mere berømt end historien.

Isidoros forældre døde tidligt, endog på samme dag. Han stod i en alder af 14 år på een gang fader- og moderløs. Isidoro havde endog en yngre broder Augustin på 10 år at sørge for. Et forsøg på at få sin ældre gifte søster Maria Immanuella til at tage sig af Augustin strandede med den erklæring, at det ville hendes mand aldrig tillade.

Isidoro var således henvist til sig selv og tillige til at forsørge broderen. Faderen havde været arbejder på salpeterfabrikken i Alcazar. Sønnen Isidoro havde fra sine tidligste år gået med til lettere arbejder, som en dreng kunne udføre. En onkel til Isidoro var ansat på fabrikken som tilsynshavende, og kunne som sådan på mange måder begunstige sin unge slægtning.

Isidoro fik et værelse i fabriksbygningen, hvor han og brderen boede. Han måtte sørge for den yngre, ganske som om han var hans moder. Augustin fulgte med til arbejdet, udrettede hvad kunne og fik en lille ugeløn, når hans ældre broder modtog en større.

At der under sådanne omstændigheder måtte udvikle sig en ganske kærlighed mellem de to brødre er let at forstå. Nanvlig hang den yngre broder med hele sin sjæl ved Isidoro, der bar så stor omsorg for ham. Man besøgte vel af og til søsteren og onkelen, men et hjerteligt forhold kunne ikke udvikle sig.

Almueundervisningen, selv i købstæderne, stod på et meget lavt trin, som i de fleste katolske lande. Det var overladt ganske til det private tykke. Det var derfor ikke så underligt, at et forsøg på skolegang strandede. Da drengen Isidoro i en alder af 7 år kom i skole, og efter omtrent en uges skolegang modtog en vistnok fortjent revselse, erklærede han ved sin hjemkomst, at han aldrig mere ville sætte sin fod på det sted. Hans forældre tog denne erklæring til følge og udslettede al undervisning.

Det var først i den ældre alder og her i Danmark under sin tjeneste på Hverringe, at han lærte at læse, idet han deltog i den undervisning, som af en teologisk kandidat Bonnevig blev givet til kammerherre Juels sønner.

I boglig kunst drev han det aldrig vidt, men han havde dog lært så meget, at han kunne bibringe sine børn de første begyndelsesgrunde i læsning. Livets skole havde lært ham at regne, og han kunne benytte den store og lille tabel. I hast kunne han regne ud i hovedet, hvad der tog tid at regne ud på tavle, en operation som altid fremkaldte hans spot.

Isidoros religioøse kundskaber var meget tarvelige; de indskrænkede sig til nogle legender om Jomfru Maria og hovedpunkter i vor tro. Læren om kirken er som bekendt hovedpunktet i den katolske dogmatik. I den henseende vedblev han hele sit liv, også da han var blevet protestant, at være kirkens tro søn. Han gik ofte til skrifte hos den katolske præst i Fredericia til trods for sin protestantisme.

Fortsæt