I 1808 sendte Napoleon et større kontingent spanske soldater til Danmark. Ikke alle vendte tilbage. Blandt dem var Isidoro Panduro. Han søn Rudolph Panduro har siden nedskrevet faderens historie. Indledningsvis giver han baggrunden for Spaniernes ophold i Danmark, det er den beretning, der er gengivet i nedenstående.
Fortsæt
Om Isidoro Panduro
fra Danmarks præstehistorie i årene 1869-1884
Af Sofus Elvius
Kjøbenhavn 1885-1887
Isidoro Panduro var en Spanier, som kom her til landet som Husar med General Romanas Hjælpekorps. Han blev ved de spanske Troppers Besættelse af Nyborg (som Udksibningssted) taget til fange af en dansk Officer, idet han ved Aasum havde faaet sit ene Ben brækket ved et Slag af en Hest; han førtes til Apotheket i Kjerteminde, og medens han laa der, var Spanierne paa engelske Skibe vendt tilbage til Hjemlandet.
Han stod saaledes efter sin Helbredelse i et fremmed Land blottet for alt, unden noget Kjendskab til Sprog eller Folk, uden Midler til at vende hjem til det Land, som han senere i hele sit Liv længtes efter; da han efter en Henvendelse støttet af Kammerherre Rud. Juul på Hverringe og paa Grund af sit ejendommenlige sydlandske Præg, sin Adrethed og Dygtighed i Ridning af ham antaget som Kammertjener.
Senere giftede han sig med en fyensk Gaardmandsdatter fra Allinge og døde St. Hansdag 1859. Han var af et heftigt og livligt Temperament, i Besiddelse af stor Energi og i sine yngre Aar begavet med gode Evner, skjøndt han aldrig havde lært at læse eller skrive.
Da en af hans Sønner røbede gode Anlæg, blev han støttet til at faa denne ind i Odense Latinskole og levede og aandede kun for den tanke at se ham som Præst inden sin Død, hvad han ogsaa oplevede, skjøndt næppe med klar Bevidsthed, da han i de sidste 4 år af sit Liv var tungsindig.